Biografi for: Otto Marinus Cesilius Christiansen

Jeg kunne godt have lyst til at oplyse og tilkendegive lidt om mit barndomshjem fra før min tid. Når jeg skriver fra før min tid, så er der mange der vil spørge sig selv, hvordan vil han bære sig ad med det. Disse oplysninger har jeg selvfølgelig fået af min far og af mine ældre søskende. Min far var så vidt jeg erindrer, efter sigende skulle være født i Asp sogn, født året 1852 d. 21/11 søn af Jakob Christiansen. Bedstefar var smed i sine yngre dage, men endte med som ”høker” eller købmand, han kaldte sig altid Jakob ”høker” og blev ved med det til han blev en gammel mand. De siger han gik stærkt op i guds ord og ville gerne høre det forkyndt. Da vi boede i Vejrum var der flere af de ældre Vejrumboere der fortalte mig at min bedstefar, som kaldtes gamle Jakob, kom tit til Vejrum for at holde søndagsskole for børnene derhenne. Jeg husker ikke hvornår bedstefar dødede men jeg mindes ikke nogen sinde om, at have set ham, men jeg har en gang sammen med min far stået ved hans grav på Asp kirkegård. Min far var også smed, jeg tror nok han har lært håndværket ved bedstefar. Han ville ikke blive ved at gå der hjemme, men så vidt som jeg har forstået drog han til Thy for at udvide sit håndværk og kom til en smed i Hvidbjerg. Nu var det ikke alene håndværket at han blev optaget af, han fik også øje på en lille pige der ovre på Thy. Det resulterede i at den samme pige blev min mor. Min mor som hed Inger Christensen, var datter af gårdejer Christian Christensen som boede i Semb ved Hvidbjerg. Efter dette ægteskab bosatte far sig i Thy, hvor det var i Thy er jeg ikke klar over, men han var selvstændig smedemester i en årrække. I den tid der var i Thy blev der en familieforøgelse på 6. Efter disse år, da kom far i tanker om at han ville tilbage til sin hjemegn igen, og ville til at være landmand, fik så købt en lille landejendom i Møborg. Da de så flyttede fra Thy, skal jeg lige have føjet til, blev bror Anders der ovre, og fik ophold i mors hjem og der blev han til sit 14' år. Det var underligt for os yngre søskende da han kom hjem og skulle til at gå til præst herhjemme, havde aldrig set ham før, han var fuldstændig fremmed for os. Han kom lige ind af døren, det kan jeg tydelig huske hvordan en stor ”klep” han var. Vi havde godt nok hørt lidt om ham, men havde ikke forestillet ham sådan, han voksede ikke ret meget siden, synes jeg ikke. Det var om Anders, nu går jeg tilbage til Møborg igen. Ejendommen der var for lille, det kunne vi ikke leve af, de måtte til at se dem om efter noget større. Det lykkedes også, far kom i handel med nogle gårdslagtere og de kom til at bytte med den lille ejendom og Vester Agergård i Flynder. Far syntes godt om gården og dens besætning og de fik handlet. Den dag far skulle overtage ejendommen var besætningen bragt ned til det halve, far blev noget mistrøstig og skulle have det begrundet. Det fik han også på den måde at de kreaturer som far mente at savnedes hørte ikke gården til men var bare nogle der var på græs. Så var den retssag klaret, der var ikke noget at gøre, far har altid været for godtroende, det har skadet ham mange gange. Jeg ligner ham godt nok i den retning. Hvor mange år de var i Flynder er jeg ikke rigtig klar over, jeg blev født d. 8 juli 1890 i Vester Agergård, min bror Peter blev født året efter samme sted 1891. Knap efter blev far træt af landbruget, og mor blev syg og nervenedbrudt og synet svækkedes og hun kunne ikke have med landbruget at gøre. Far søgte så til Lemvig og fik arbejde på Birns jernstøberi som smed der. Vi boede på Sønder Bjert i Lemvig, tillige i et gammelt hus. Det har ikke været i ret lang tid vi havde boet der, kan ikke huske vi flyttede der til, heller ikke huske vi flyttede der fra. Mor døde der, der fortælles at jeg var 3 år da mor døde. Mor var en meget pæn kone, min søster Anna skulle ligne hende meget. Som jeg før har nævnt, mor var syg i flere år, lille og tynd, nervenedbrudt og synet svigtede til dels helt. Mange fødsler og stor fattigdom gjorde ingen fremgang for helbredet. Jeg er helt overbevist om at far har været god ved hende og har gjort hvad han har kunnet for at hjemmet kunne være så lykkeligt som muligt. Mor var fra et godt sted, så vidt som jeg har forstået, var der ikke så lidt penge hvor mor var fra. Fattigdom var hun ikke opfødt i. Det fortælles også at mor var ikke så lidt religiøs, hun gik ofte og sang samtlige sange. Mor sang meget nr. 464 i den røde sangbog, - var hendes et og alt, nu vil jeg prøve at synge den.:


Jesus lad din bange due
Finde hvile snart hos dig
Denne jord har ingen tue
Hvor den trygt kan hvile sig
Og den længes og den længes
Bort fra ørkenen inden i

Livet er så fuld af farer
Vejen af den er så smal
Og på satans mange snarer
Er der aldrig noget tal
Og så går det og så går det
Engang gennem dødens dal

Oprethold dog styrk da modet
Uden dig det helt forsvandt
Lær mig stadig ser på blodet
Som for mine synder randt
Ja på blodet ja på blodet
Hvor i liv og fred jeg fandt

Lad din ånd trods synder fare
Lede mig til dit behag
Ak jeg kan ej tage vare
På mig selv ja blot en dag
Kom o Jesus kom o Jesus
Vær min kraftig jeg er svag

Lad ej onde vandrings hærgen
Synd og tant bedåre mig
Ej for hele vide verden
Ville jeg dog miste dig
Du alene du alene
Her mig fører rettelig

Gør mig stille gør mig stille
Gem mig dybt i dine sår
Der kan det ej gå mig ilde
Vogte den i verden går
Der min frelser der min frelser
Intet ondt din due når

(lille pause på båndoptagelse).?Lemvig kirkegård, jeg antager det var i 1894 (lille pause på båndoptagelse). Far arbejdede.... derefter flyttede far arbejdet, han lejede en lille smedeforretning af en meget gammel smed, som boede i en lille landejendom nær ved Rom kirke. Familien blev boende i Lemvig et stykke tid endnu, så var det ikke længe at far købte det hele både og ejendommen og forretningen og så flyttede vi til Rom. Far havde til at begynde med to af mine søstre der skiftedes til at holde hus for os. Det var Anna og Marie.
Det gik dårligt, det kunne han ikke blive ved at køre med ret længe. Derefter fik vi en husholderske fra Thy, hun ville vist gerne have blevet der måske for stedse. Det blev ikke sådan, så vi fik en ældre dame til at forestå husholdningen. Hende kan jeg så tydelig huske, hun var så rar og så god ved os små. Det varede ikke så længe med hende, hvad grunden var ved jeg ikke, far var nok kommet i tanker om at han ville have ungt kød i huset, og det fik vi også til gavn. Mine ældre søskende var også meget imod det, men der var ikke noget at gøre, sådan skulle det være. Ham og os mindre børn måtte tage imod følgerne, som jeg ikke skal fortælle ret meget om.
… blevet omkring 8 år …. Så skulle jeg ud at tjene på en større ejendom langt borte over hedestrækningen på flere kilometer. Det var kun en hedevej der førte ud til ejendommen. Far fulgte mig der ud en søndag morgen først i marts måned. Det var langt for mig på mine små ben at gå så langt. Jeg syntes at vejen var umådelig lang. Manden og konen tog godt imod os, der var ikke så lille en børneflok, det var jeg jo ikke fremmed for, da vi kom så langt hen i foråret at kreaturerne kunne komme ud, kom mine opgaver, det var nemlig løs drift og den skulle jeg med fra morgen til aften ud i gennem mose og hede. I kan tro tiden blev lang for mig, og det der endnu var det værste for mig var den kamp med hugorme og stålorme som jeg hoppede over snese af gange. Jeg er aldrig blevet bidt af dem, som er en stor mirakel for der var mange af dem når vejret rigtig var varmt, og jeg løb med mine bare ben. Jeg klaskede ikke så få ned med min piske snøre, når de lå og solede dem, sådan var den ene dag som den anden, tiden var for mig lang og længtes meget hjem. Jeg var hjemme to gange en lille smut den sommer, skulle være der til november, min løn den sommer bestod af 20 danske kroner og en par træsko. Da vi kom til november var træskoene opslidte men jeg fik 20 kroner på lommen, I kan tro jeg var stolt, det tog ikke ret lang tid for mig at løbe hjem også om vejen var lang. Jeg vil lige tilføje til det, en aften jeg kom sådan til at længes hjem, nu viste jeg at der i løbet af sommeren var blevet lagt et stykke ny stråtag på huset derhjemme. Så løb jeg langt ud i heden, op på en stor høj om det ikke var muligt at se hjem. Og sandelig, jeg kunne tydeligt se det stykke ny tag, det var lige ved solnedgang, jeg blev da trøstet lidt derved at jeg kunne se hjem. Jeg gik da også til skole der ude på heden, der var en skolestue på ejendommen hvor jeg tjente. Der kom en gammel mand ude fra heden af, hvor han kom fra aner jeg ikke. En krum, nedbøjet og halt mand med en lang pibe i munden. Han skulle forestille en slags lærer, jeg tror det næppe, vi lærte i hvert fald ingenting vi 10-12 børn som var til skole der. Det jeg særlig lagde mærke til ved min skolegang var, når det blev frikvarter så skulle jeg altid hen at foretage et eller andet, så flytte fårene eller rense ved grisene, det var jeg meget misfornøjet med men jeg skulle jo nok holde min mund, det har nok alligevel ingen godt gjort om jeg havde gjort noget af halsen, men som før nævnt da november kom, blev jeg færdig der, jeg har heller ikke været der siden. Vi kom til foråret, jeg måtte igen ud at tjene. Jeg fik plads på en almindelig gård ikke ret langt fra mit hjem lige ved landevejen, var det ikke sådan som det alt går ude i heden. Der skulle jeg ikke jeg ikke gå ved løse kreaturer. Der var også noget galt med skolegangen, for jeg var ikke gammel nok til at gå i den store klasse, det skulle jeg jo, ellers kunne den store bonde ikke få nytte nok af mig, da jeg så skulle gå til skole i fire halve dage, nej vi sætter ham noget længere op, sådan han kun skal gå to halve dage, der kunne jeg ikke følge med, som følge af det lærte jeg ikke noget. Jeg sad heller ikke efter, nej jeg skulle skynde mig hjem til kreaturerne igen. Jeg blev også der til november. Da jeg så kom hjem igen blev jeg snart i skolen rykket ned på min lille plads igen. Der var en der græd, og det var mig, hvor var det svært for mig at skulle nedværdiges til at skulle tilbage igen, talte med far om det, han trøstede mig bare at det skulle jeg ikke være ked af for vi flyttede snart til Borbjerg. Far var lige i den tid ved at være i handel med ejendommen, handlen blev også afsluttet og vi rejste til Albæk i Borbjerg. Og jeg var glad, fri for skolegangen i Rom. Ja men så var der andre ting der ikke var så godt i Albæk, det var også en landejendom med smedeforretning ved, det vil sige smedeforretning var der ikke noget af og blev der aldrig. Der var godt nok 20 tønder land til men det var ikke nemt at få noget ud af det, jorden der var pløjet for et par år eller to siden det var slet ikke i kultur. Der var godt nok et stykke kartoffelmark, nu var det godt nok langt hen på efteråret sidst i november inden vi kom til Albæk. Kartoffelmarken stod i hvert fald under vand og det blev ikke mange kartofler at sætte på bordet. Bygningen var meget lille og simpel, det kunne styrte sammen hvornår det skulle være og gjorde det da også, men da var vi da heldigvis ude at rejse den gang. Skolegangen var ikke så slem, skolestuen var i den ene ende af stuehuset ved en gård ikke så langt hjemme fra. Det var en seminarist fra Nørre Nissum som var stationeret i gården om vinteren for at skulle undervise de fjorten børn. Om sommeren blev lærepladsen besat af en anden lærer fra Borbjerg hovedskole to halve dage i ugen. Det var lidt af min barndoms erindringer.
Nu vil jeg springe over til mands modenhed, at jeg i mit 24' år 1914 begyndte selvstændig murervirksomhed hvorved jeg i vinterens løb 13-14 fik samlet en masse bygningsarbejde, som jeg forskellige steder som jeg ikke vil nævne noget om. Jeg fik to murersvende fra Holstebro og så min gamle far der kom cyklende fra Holstebro alle tre og var på arbejdspladsen klokken seks morgen. Vi havde ti timers arbejde á halvtreds øre pr. time altså fem kroner om dagen, far fik kun fire kroner om dagen.
Når jeg nedskriver disse erindringer er det fordi at det står klarest for mig. Danmark stod lige på randen til at komme med i den store krig som forgik lige uden for vores grænse. Jeg, lige som så mange andre, fik indkaldelses ordre midt om natten at jeg skulle stille på Holstebro banegård klokken fem morgen, med afgang til Viborg. Den tid der var os tilmålt at være sammen er noget af det sværeste, der var ingen der vidste om vi fik lov at ses mere, vi vidste ikke om landet var i krig eller ej, og hvor var det svært at tage afsked med en grædende mor og to dejlige drenge som lå i deres vugge og smilede op imod en grædende far. Men Danmark kom ikke i krig og far kom hjem igen til sine to drenge, men dermed var sagen ikke klaret. Hvordan så det ikke ud i forretningen, da jeg kom hjem til marts 1915, det meste af det arbejde som jeg havde været… (lille pause i båndoptagelse) Mine folk blev derved, det skulle da i hvert fald gøres så vidt færdigt at bygningerne kunne tages i brug inden vinteren. Det blev det så vist også men derfra var langt til det var helt færdigt. Der var kun for mig at gøre at få det gjort helt færdigt den kommende sommer. Det gjorde jeg også men der var ingen penge til mig at gøre det færdigt for. Jeg husker så tydeligt at en af bygherrerne sagde til mig dengang vi blev færdige han gav mig tyve kroner og sagde ”du skal alligevel ikke arbejde for mig helt gratis”. Fordi jeg kom hjem i foråret var krigen ikke til ende, jeg måtte være så venlig at tage to en halv måned til efter året igen. Og sådan femdeles blev efteråret 1917 medregnet, man skulle næsten ikke tro at der havde været kun nogle få årgange at tage af for at holde vor kvalitet i orden. Det er dejligt at være i besiddelse af et velskabt legeme men det behøver man ikke at takke samfundet for. Jeg synes det er så meningsløst at vi der så uheldige at kan kaldes ind under fanen skal lide så store økonomisk tab, frem for de andre som kan få lov til at gå hjemme og daske. Jeg ved at der var mange der gik bagud fra både hjem og forretning bare af den grund. Det kunne den ærede regering side der inde og se stort på. Det der var gået et langt stykke tid … første indkaldelse dertil var der nogle bønder der kom til at tale sammen om, lad mig lige tilføje der var noget der hed hjælpe kasse dengang det var sådan nogen troværdige bønder der stod for den styrelse, nu skulle det nok have udsende af at vi sad i en dejlig lille god ejendom (Tingskovhus) den måtte da kunne give en hel del fra sig men der var ikke andet (fejl?) ved den end at jeg skulle føde den lige såvel som familien. Men nok med det. Det har også landboere bleven så at min familie som bestod dengang af kone og to drenge, de skulle da alligevel have siger og skriver tyve kroner om måneden det var jo en stor hjælp til rugbrød. Kan man bare få nok af det dør man jo ikke af sult.
Det var sådan nogle bitte strejf i erindringen jeg har antydet mor og mig fik dog rettet skuden lidt op igen. (lille pause på båndoptagelse) …..børn som skriver og takker for det gode barndomshjem hvor det får en mor og fars hjerte til at bløde når man får et sådan taknemmeligt ord fra en af sine børn. Det var i alt beskeden og med stor fattigdom der prægede hjemmet vi gjorde det vi kunne og den største tak skal i give jeres mor. Nu vil jeg prøve at tegne et sandfærdigt billede af vores mor hvad hun har været og stadig er for mig og jer børn. Jeres mor, hvor er hun et stort menneske. Den omsorg hun har og alle dage har haft for alle i hjemmet. Der er ikke for stor ulejlighed at hun ikke nok skal få det gjort endda med stor glæde og så er hun så fordringsløs, er der ingen penge til det så kan hun undvære det til en anden gang. Ja hun er en af dem om vi giver en på den højre side af hovedet så vender hun den venstre til, ser så vist på en og derefter slår øjnene ned og siger ikke et ord. Hvor er mor ren. Nu har vi kendt hinanden i godt 55 år, jeg forsikrer for børn, at jeg aldrig har i denne lange tid hørt et vederstyggeligt ord af hendes mund. Hun er nemlig af dem som Jesus siger om: salige er de rene af hjerte thi de skal se gud, det kan jeg forsikre jer om børn når den dag kommer hvor I skal bære os hen at vi skal mødes igen, dersom I kan få lov og vil leve jeres liv sådan at vi af guds nåde må få lov at tage disse ord til os: salige er de rene af hjerte thi de skal se gud.
Nu vil jeg lige synge en lille sang til slut.

Altid frejdig når du går……